”Jeg startede som journalist med den tro at vi er for tæt på hinanden for at sådan nogle ting ikke kommer frem. At alle større sager kommer frem for offentligheden.”
Christoffer Guldbrandsen
Christoffer Guldbrandsen gæstede SDU den 21. September 2010, inviteret af Borgerlige Studerende. Foredragets tema var Magt og Medier, og specielt lagde han vægt på sine egne oplevelser inden for dokumentar-verden, de slet skjulte trusler om fyring og den mediemanipulation som samfundet udsættes for.
Guldbrandsen er uddannet journalist fra Århus Journalisthøjskole, har arbejdet for: TV2 nyhederne, DR, Nordisk Film og sidst men ikke mindst, nu, sig selv.
”jeg fniser og bliver fjollet når jeg er stresset…”
Guldbrandsen ligner mest af alt en forvoksen teenager, når han står og præsenterer sig selv for publikum, han er uhøjtidelig og understated i sin fremtoning. Under det meste af arrangementet ledsages hans punch lines af et lille fnis og et halvanstrengt smil, som om han undskylder for at han prøver at være sjov. De fleste griner, både af hans mimik og af de særlige situationer han fortæller om med humoristisk islæt. Måske er han stresset, måske er han lidt nervøs eller måske er det bare hans måde at være på når han holder oplæg.
”Et spørgsmål om tillid”
Han fortæller med stor indlevelse om den tillid det kræver for adgang til de lukkede scenarier han har kunnet iagttage og filme. Ikke tilliden til at de han filmer bliver vist ukritisk og positivt, men at der tegnes et retvisende billede af hændelserne der optages. Han viser kort et klip fra ”Dagbog fra midten” om skabelsen af Ny Alliance. Det gør han med den klare bagtanke at illustrere præcis hvad tillid går ud på, både fra hans eget synspunkt og fra andres. Tillid er hvad der skaber de rette rammer, for både den gode dokumentar, men også for det politiske projekt.
”Jeg har ikke overskud til psykoterapi lige nu…”
Så bevæger han sig over til endnu en af hans kontroversielle skabelser, nemlig ”Fogh bag Facaden”… Han fortæller indlevende om den kyniske manipulation der kom i kølvandet på denne dokumentars indspilning. Han både truet til at censurere sit materiale af DR samt oplevede hvordan realpolitikken og Foghs magt over medierne desillusionerede hans idealistiske sind.
Fogh havde ikke tid til at pleje Per Stigs ego i det klip der blev vist, og Guldbrandsens egne illusioner om den frie og uafhængige presse led et afgørende knæk da Foghs ”stålands-blik” gjorde klart for ham, hvem der kørte showet.
”Jeg ringede til min mor…”
Foredraget tager dog igen en mere humoristisk drejning, da Guldbrandsen viser klip af Lykketofts fejlslagne mediestrategi i en valgkamp hvor tur-bussen var indrettet af Big Fat Snake i bedste disko-stil og hvor medierådgiverne halsede efter middagsnyhederne. Han fortæller levende om hans mors kyndige rutevejledning, da Lykketoft bliver væk i Kødbyen. Det lyder næsten som en lille hyldest til damen der sikrede ham retten til at følge den store politiske profil.
Han slutter seancen af med at vise klip fra ”Den hemmelige Krig” hvor Forsvarskommandoens stædige insisteren på at der ingen krigsfanger er blevet pågrebet af danske soldater, mest ligner et spil for galleriet og dårligt medietække.
Tiden er knap men han vælger alligevel at berøre et ømt emne, nemlig den sag der kører og har kørt om lækagen af en tophemmelig jægermission. Han berører endda, så godt som han nu kan, den så berømte optagelse som ligger skrinlagt i rigsarkivet til evig tid og altid, indtil det ikke længere betyder noget, hvem der har sagt hvad.
Her er han allerede gået over tid, og til trods for der ikke sidder et overvældende antal mennesker i salen bliver alle siddende musestille og lytter, griner som han selv gør, let forfjamsket, af de situationer han nu flere gange er havnet i.
Egentlig viser hans oplæg sig at være meget mere end bare en gennemgang af hans bedrifter, det er hele historien om hvordan han gik fra at have et idealistisk syn på formidling og sandhed til den spiral af desillusion som han selv kalder sin udvikling gennem tiden…