Konservative Studerende satte med en stor konference med fire gæstetalere fokus på henholdsvis den klassiske dannelse og marxisternes reformpædagogik. Studerende af alle politiske overbevisninger må interessere sig for dette emne, for dannelsesidealet er filtret sammen med alle politiske ideologier samfundsidealer. Men især unge konservative må interessere sig for dannelsesidealet.

Et nyt dannelsesideal

Der er nemlig sket meget siden studenteroprøret. RUC og AUC er blevet stiftet i 1973 med tværfaglighed og problemorienteret projektarbejde som dannelsesideal. De gamle universiteter har overtaget noget af den problemorienterede og tværfaglige arbejdsform, mens AUC i mellemtiden er blevet til AAU og har bevæget sig væk fra det oprindelige marxistiske dannelsesideal og fået et ligeså omfattende fagligt pensum som de gamle universiteter. Hvor er der sket og hvor skal vi henad?

Den klassiske dannelses historie

Konferencens deltagere blev trukket igennem det klassiske dannelses ideals historie af stud. Ph.D Christian Skou, Professor Palle Rasmussen berettede om anvendt pædagogisk på Aalborg Universitet og som slutpunkt var der en paneldebat mellem medstifter af AUC og professor i filosofi og læring Jes Adolphsen og Lektor fra SDU Søren Hviid Pedersen.

For mange deltagere, som overvejende var konservative, var det bemærkelsesværdigt, at den marxistiske grundantagelse om, at alle eksisterende samfund, institutioner ol. er fuldstændig kunstige konstruktioner, som er tilfældigt opståede gennem historien, men gennem deres vaners og reglers rammer undertrykker menneskets udfoldelsesmuligheder, også anvendes på det dannelsespolitiske område.

Marxisternes model
Marxisterne antager at alle fag er sådanne kunstige konstruktioner, der lægger en læringstvang og udfoldelsesbegrænsning på de studerende. Argumentationen er, at i mange virkelige situationer har man brug for noget helt andet kendskab end det, hvad man blev fortalt, at man skulle vide inden for at kunne sit fag. Fagenes vaner, praksis og regler hæmmer derfor udfoldelsen og kreativiteten. Derfor vil marxisterne ophæve fagenes eksistens, og praktisere et tværfagligt og problemafledt studieforløb, hvor de studerende selv finder et problem, som de vil udforske og selv udvælger det læringsmateriale, som er relevant for problemstillingen. Sådan bør femårige universitetsforløb efter marxisternes opfattelse indrettes for at gøre de studerende fri af traditionens unødige tvang.

Men den marxistiske frigørelse gør ikke mennesker fri. Den forkaster bare traditionens opbyggede kendskab, som ikke formidles til den næste generation, idet det opfattes som tvang, at ældre igennem undervisningsforløb indfører ungdommen i deres fags anskuelser. Resultatet er, at man står med studerende, som hverken har lært deres fags fagsprog eller grundantagelser og sammenhænge, ligesom kendskabet til de udbredte anskuleser kan ligge på et meget lille sted. Og hvordan kan det give mening at sætte 1. årsstuderende til at forske inden de kender fagsproget og uden nogen har forklaret dem fagets grundlæggense antagelser og sammenhænge? Ikke noget problem siger marxisterne, det finder de selv ud af!

Kontrakten mellem generationerne
Undervisningsforløb må selvfølgelig tilrettelægges. Det er helt basalt for ethvert samfund, at generationerne taler sammen og at ungdommen lærer af traditionen. Undervisningsforløb skal videre tilrettelægges således, at de studerende under et uddannelsesforløb bliver ført igennem et repræsentativt udsnit af et fags anskuelser. Det kan der slet ikke stilles spørgsmål til. Det er helt naturligt, at hvert fags lærde og ældre tilrettelægger et forløb, som grundigt indfører ungdommen i fagets idealer og antagelser. Med tiden vil ungdommen selv blive de erfarne mennesker, som besidder den største kendskab og kommer til at nyde erfaringens autoritet, som man dydigt og ydmygt må anvende. Og det, at ungdommen udviser traditionens autoritet lydighed intet som helst har med tvang at gøre.

Marxisternes adskillige eksperimenter opløser. Det gjaldt den eksperimenterende musik, der ikke var andet end organiseret larm, de eksperimenterende samlivsformer har opløst familien og den frie uddannelse opløser formidlingen af kendskab.

Bemærkelsesvist var det også, at DSF, Danske Studerendes Fællesråd, har kæmpet indædt mod faglighed og pensum, men villet udvide basisuddannelsen på AAU til 2 år. Der er ingen tvivl om, at vi konservative studerende har fortsat kamp mod Dansk Studerendes Fællesråd, som hævder at repræsentere alle studerende, som har de samme interesser – i hvert fald, vhis man anlægger en marxistisk verdensanskuelse!