Turen til Fredericia fra Odense er ikke en lang en, men man føler man er trådt ind i en helt anden verden når man sætter fødderne i Trinity Hotel og Konference center. Der er højt til loftet, fokus på alternativ indlæring og interaktion samt en lind strøm af mellemmåltider.
Man står og bliver lidt lille, hvad har jeg dog rodet mig ud i, for hele hovedindgangen er pakket med halvfede, halvgamle, jakkesætsklædte mænd, og man husker gæstelisten som blev tilsendt og forundres over overrepræsentationen af ”super-intelligentsiaen”.
Selv er man ung, usikker og ukendt.
Rektor (SDU) Jens Oddershede, Rektor (KU) Ralf Hemmingsen, Charlotte Sahl-Madsen etc. er i hvert fald ikke en sædvanlige omgangskreds. De ser heller ikke ud til at ænse én når man går lettere formålsløst rundt og håber der er dukket nogen op fra de andre studenterpolitiske organisationer (DSF kunne jeg dog godt have været foruden).
YES endelig, en fra Frit Forum… wow jeg er lidt overrasket over jeg er glad for at se en socialdemokrat, men hey,i det mindste et kendt ansigt.
Det første punkt på programmet er frokost – jeps ingen koncentration uden at have lagt en velanrettet bugnende frokost til bund. Her ses den første tydelige opdeling, embedsmændene for sig, interesseorganisationerne for sig, universitetsfolk for sig, de politiske studenterrepræsentanter for sig og DSF for sig.
Ministeren ser en anelse stresset ud men glad og forventningsfuld. Da vi endelig går i gang har alle skovlet sig mætte, nået at drikke et par kopper kaffe, snakke og se gamle kendte ansigter. Jeg har snakket med en repræsentant for de registrerede revisorer (vi delte en taxa fra banegården), præsenteret mig ultrakort for min egen rektor og fået et genkendende nik fra en repræsentant for Dansk Industri. Ud over det har vi (Frit Forum, Liberale Studerende og mig selv) selvfølgelig snakket studenterpolitik og vores retfærdige kamp mod DSF.
Forsknings og videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen åbner ballet, byder alle samarbejdspartnere velkommen og overlader hurtigt ordet til første taler – og så går selvprofileringen i gang, det er helt vildt så stolt og ukritisk man kan være af sit eget universitet, når man er rektor eller prorektor eller leder…
Farver er det nye sort piger!
Og sådan fortsætter dagen så med folk og deres utopiske visioner for den perfekte arkitektur, for ”læringsrammer” og for ”kulturelt midtpunkt”.
Egentlig ender jeg med at få en følelse af forlystelsespark for pensionister og skolebørn ind i hovedet når snakken igen går på at gøre universiteterne åbne for byens borgere… Det er fint at ville byde borgerne indendørs, men det skal ikke gå ud over læring og forskning og det skal ikke være sådan at man som aber i et bur bliver fremvist, dyrket og holdt i snor. Større åbenhed giver ikke automatisk flere med uddannelse, og da slet ikke hvis det bare bliver portrætteret som ”nemt, sjovt, spændende”, så kan jeg bedre forstå, at jeg bliver undermineret, som en feteret akademiker, når jeg snakker med en tømrer eller en kok… Det skal selvfølgelig også være alle de ovennævnte ting, men at gøre vores vigtigste ressource til blå, rød eller grøn stue for dem der ikke har tænkt sig at svede over kilotunge bøger, stresse over deadlines etc. er måske at prioritere ”lidt” forkert…
Der skal dog også på en sådan konference være plads til leg, og det blev der i baren og til middagen. At sidde ved siden af folk der er to til tre gange så gamle som en selv, kan godt være en anelse svært, men når ens bordherre er Ralf Hemmingsen bliver snakken anderledes sjov, derudover blev jeg budt på øl af ministeren og der blev generelt snakket om alt mellem himmel og jord til langt ud på natten. Næste dag var jeg i hvert fald ikke den eneste med røde øjne.
Det kan godt være det er lidt hårdt sagt alt det her, men det var sjovt, lærerigt og spændende at være med til. Det bedste var at kunne profilere Konservative Studerende overfor mennesker som ikke rigtig havde hørt om os før, eller tage en snak med dem der ikke havde hørt fra os i lang tid og generelt få gode samtaler om vores forskellige udspil (eks. Studenterparlamenter) ud til mennesker der rent faktisk har en interesse for de emner vi er optaget af. Og ja, de ER mennesker, selvom de ikke altid ser sådan ud.
De halvgamle, halvfede, jakkesætsklædte mænd er faktisk venlige, imødekommende mennesker, der gerne lytter til hvad vi har at sige, og måske hvis vi er heldige tager det til efterretning.
