Konservative Studerende header image

Kan KS lide FairTrade?

Det spørgsmål fik jeg for nylig fra en organisation som kalder sig Fair CSS

Her er mit svar:

Hej Mikkel,

For det første bryder jeg mig ikke om den slet skjulte trussel i din henvendelse “hvis ikke du svarer laver vi bare en historie på det i stedet”.

Det er ikke lige sådan man får folk til at støtte om sin sag i den civiliserede del af verden…

Men til sagen.

Fairtrade er trods sit smukt klingende navn og de gode intentioner et konkurrenceforvridende tiltag.

Fairtrade har en række utilsigtede konsekvenser, primært at det udkonkurrerer de mindste landbrug i de områder hvor der ligger fairtradegodkendte producenter – det er typisk de mindste og mest sårbare producenter som rammes, og typisk ender disse i storbyens slum.

For nylig var der en “opklarende journalistik” udsendelse, som afslørede at en række af de nævnte producenter af fairtrade aldrig havde hørt om konceptet, og slet ikke levede op til kravende.

Man kan som privatperson på markedsvilkår vælge at støtte fairtrademærkerne hvis det harmonerer med ens moral og politiske overbevisning – det er sådan set udmærket.

Men det er et meget alvorligt problem, at vores offentlige instanser (eller institutioner støttet af skattekroner) nu begynder at købe disse varer – som ifølge konceptet er produceret til overpris. Dermed går en del af samfundets ressourcer til støtte til et politisk projekt, som store dele af befolkningen ikke kan stå inde for på bekostning af de underbemidlede områder vi har i vores samfund.

Det være sig psykiatrien, forskningen, folkeskolerne og andre kerneopgaver i velfærdssamfundet.

Jeg mener at det er udtryk for dårlig forvaltning at betale overpris for en vare, når man forvalter andres penge gennem skatten.

Hvis vi ønsker at støtte udviklingslandende, så lad os lave frihandelsaftaler med dem, så de kan konkurrere på lige vilkår med os – det er frihandlen som har skabt velstand i verden – ikke en moralistisk kontrolleret tanke om hvem der er værdige til at handle med os, og hvem der ikke er – den vurdering bør ligge hos den enkelte forbruger.

Det er udtryk for hykleri, når vi i den vestlige verden tror at vi hjælper u-landende ved at købe en fairtradecola. Vores landbrugsstøtte koster u-landende 24 mia USD om året, mens fairtrade giver dem 100 mio.

Det er peanuts i forhold til de markedsforvrængninger vi skaber.

Iøvrigt er de 100 mio kun 10% af det overskud der genereres på fairtradeprodukter – hvor mon resten af disse penge forsvinder hen… Det kan da ikke være til den godhjertede Max Havelaar og hans liges store lommer…

Free trade – ikke fairtrade.

Med venlig hilsen

Nicolaj Bang
Landsformand for Konservative Studerende

blog comments powered by Disqus