I Danmark har vi valgt at demokratisere vores universiteter, så de studerende på lige fod med det videnskabelige personale kan sammensætte de enkelte uddannelser. På dette område er vi meget taknemmelige for “studenteroprøret”, for havde det ikke været for dette, ville professorvældet stadig være en realitet og de studerende ville ikke have nær den indflydelse, som de har i dag.
Men kan vi ikke gøre det lidt bedre? Det mener vi!
Konservative Studerende mener, at man som studerende skal have mulighed for at få langt mere indflydelse end man har i dag, hvor man blot afgiver sin stemme ved et af de årlige valg af repræsentanter til organerne.
For at sikre at undervisningen konstant lever op til de krav, som både studerende og aftagergrupper stiller, skal der gennemføres løbende evalueringer af undervisningen for løbende at kunne tilpasse uddannelserne de krav, der til enhver tid må stilles til såvel undervisning som fagligt niveau.
Oprettelse af private universiteter betragter vi som en mulighed for, at de studerende kan få direkte indflydelse på, hvordan de forskellige uddannelser, der tilbydes, skal være sammensat. Hvis de studerende har flere forskellige muligheder ved valg af uddannelsessted, vil de enkelte videregående uddannelser være tvunget til at afpasse deres tilbud efter de studerendes krav, da ansøgerne ellers vil søge mod andre og mere attraktive uddannelsesinstitutioner.
