Århus KS lagde i weekenden ramme om første skud på stammen i en politisk oprustning hos Konservative Studerende. Der var indkaldt til debatkonference, hvor tre emner ivrigt og indsigtsfuldt blev diskuteret af de fremmødte medlemmer. Det er altid en fornøjelse at diskutere politik med veloplyste unge mennesker, og lørdag d. 4/2 var ingen undtagelse.
Debatten om socialt udenforskab kom hurtigt til at dreje sig om en indsnævring af emnet. I dag er over halvdelen af den danske befolkning socialt udsatte og modtager hjælp fra staten, så denne opstramning af begreberne må være i ægte konservativ ånd. Både uddannelsessystemets rolle samt problematikken omkring udkantsdanmark blev diskuteret, og generelt syntes der at være konsensus omkring en linje, hvor prædikater som ”fattig” og ”marginaliseret” forbeholdes de virkeligt udsatte i dette samfund.
Spørgsmålet om EU var naturligvis yderst relevant i en tid, hvor borgerlige og konservative på tværs af Europa anlægger meget forskellige linjer til spørgsmål, der antager livstruende karakter for unionen. Den nye Tobin-skat var genstand for megen debat og generel utilfredshed. Nye former for beskatning er sjældent af det gode, og når det tilmed tilfalder en overnational aktør som EU giver den anledning til panderynker. Følelsen af at Tobin-skatten kunne være endnu et ”point of no return” for EU og den europæiske integration var fremherskende og afspejlede vel også en sund EU-skepsis blandt deltagerne.
Denne skepsis sås også i den videre debat om EU’s struktur og virke, der var præget af lige dele ønsketænkning og pragmatisme med politik-forslag indenfor begge kategorier.
Endelig blev der talt uddannelse. Debatten drejede sig både om disciplin og kundskaber i folkeskolen og resultaterne af den nylige gymnasiereform. Det største samtaleemne i uddannelsesdebatterne var dog uden tvivl det berygtede taxameter-system, der ofte kritiseres og lægges for had. Der blev både forslået en raffinering af systemet og en simpel afskaffelse, og det var tydeligt at netop dette emne vedkom de deltagende.
Alt i alt var konferencen en succes, der satte vigtige politkområder i fokus og dannede ligeledes grundlag for den politiske debat, der vil komme til vores landsråd og forhåbentlig også i det nye år.
Vel mødt til landsrådet 10/3 og andre fremtidige arrangementer,